Odd Nordstoga

En gang i mellem må de store, internationale artister, se sig slået af ukendte, lokale helte. Denne sommer lå Odd Nordstoga således nummer et på landets hitlister, med "Kveldssong for deg og meg" i lang tid. Denne visesanger og bondedreng synger på tyk Telemarksdialekt og det store hit har følgende underfundige tekst:

Kveldssong (for deg og meg)
tekst: Ragnar Hovland / musikk: Odd Nordstoga

Grisen står og hyler
i den stille kveld.
(Han skal ikkje slaktast
men hyler likevel.)

Fir'og tjue kråker
sit på ein madrass
Endå ei vil sitje
men det er ikkje plass.

Månen står og lyser,
rund og feit og kvit.
Reven Kjem frå skogen
og luskar hit og dit.

Fiskane i havet,
søv og drøymer søtt.
Nøkken nedi tjernet
har eg aldri møtt.

Mor og far har lagt seg.
Eg er vaken, eg.
No klatrar eg ut glaset,
Så springer eg bort til deg.

/:Mens grisen står og hyler
og månen lyser kvit.
Sit du og eg på taket
og ler og pratar skit.:/

Alle norske børn kan mindst de to første vers, bare for at give et billede på hans popularitet.
Det er muligt at høre et uddrag på hans hjemmeside, under posten utgjevingar (nynorsk for udgivelser!). Se pladen "Luring".
Jeg synes sangen er charmerende og fin. Måske er Nordstoga en slags Norsk svar på Niels Hausgaard? (OK, uden det politiske engagement eller satiren, men det kommer måske med tiden?.)
Og det er da dejligt, at de nationale af og til kan tage luven af Britney og alle de andre.


Kaffe

Norsk kaffe er lettere brændt end den Danske. Smagen er god, men mild

og nærmest syrlig. Jeg har efterhånden vænnet mig til den, men den er

vanskelig for Svenskere. For deres kaffe er enormt hårdtbrændt.
Her i huset gør vi som de fleste Bergensere: vi drikker Frieles kaffe.

Herman Friele er byens kaffekonge og blev for nylig også valgt til

ordfører, eller borgmester om man vil. Han er konservativ, karismatisk

og tilsyneladende glad for at have magt. Han taler et nydeligt

Bergensk og er vild med biler. Ens mor ville have stemt på ham, fordi

han er så tiltalende. Han har lovet at rydde op i byens betrængte

økonomi, men det vil jeg nu se, før jeg tror det!


Magnus Carlsen

Som skakentusiast (se evt. min "rigtige" hjemmeside...) er det morsomt at være vidne til fænomenet Magnus Carlsen. For de som ikke ved hvem han er, skal jeg oplyse, at han er det største skak-talent vi har haft i Norden nogensinde! Magnus er kun 13 år gammel, men har allerede erhvervet stormestertitlen. Det gør ham til den for tiden yngste stormester i verden. Og han er den næstyngste, som nogensinde har erhvervet den!  I 2004 rejser han verden rundt, sammen med sin familie for at spille skak, i internationale turneringer. Han banker langt ældre, og meget erfarne stormestre overalt (hvilket f.eks. Danmarks (til tider) stærkeste spiller fik at mærke for nylig - Peter Heine Nielsen (som pt er nr. 64 på verdensranglisten!).
På Island spillede han to partier med selveste Kasparov, der regnes som verdens stærkeste skakspiller (selvom han ikke er verdensmester for tiden...). Særligt det første parti imponerede: Magnus Carlsen pressede faktisk verdensetteren hårdt (!!), men denne snoede sig ud af problemerne og klarede en remis. Det andet parti tabte Magnus så, og udtalte misfornøjet bagefter: "Jeg spillede som et barn!". Ganske morsomt sagt af en spiller, som fejrer sine sejre med en tur på McDonalds!
Han blev nr. 1, på deling med en anden stormester, i det Norske Mesterskab i år. De skal senere spille omkamp om tittelen.
Personligt venter jeg mig (som de fleste andre) noget stort af denne dreng. Hans talent er at sammenligne med et par af de allerstørste spillere gennem tiderne: Capablanca eller Bobby Fischer f.eks. Og hans ambitioner fejler ingenting. Han vil være verdensmester!
Jeg har faktisk oplevet ham live for et par år siden, da han deltog i Bergen International - som ti-årig! For tiden er han faktisk i København, hvor han deltager i Politiken Cup. Læs om Magnus hos Bergen Schackklub.

Norway Cup

I denne uge afholdes verdens største fodboldturnering på

Ekebergsletten i det sydøstlige Oslo. Norway Cup er blevet afholdt

hvert år siden 1972 og i år deltager mere end 27000 børn og unge, fra

mere end 40 forskellige nationer. En vigtig del af turneringen er

arbejdet for, at ungdom fra forskellige udviklingslande og

konfliktområder rundt om i verden, kan få mulighed for at deltage.

Således deltager f.eks. også i år et hold fra Palestina, der havde

store problemer med at komme ud fra Gaza-striben, som Israel har

lukket hermetisk. Men ved hjælp af gode kontakter, i Israel og

internationalt lykkedes det at få holdet herop. Mange hold fra Afrika,

Sydamerika og Asien har venskabsklubber rundt om i Norge, som arbejder

for deres deltagelse i Norway Cup. Primus motor disse år er Frode

Kyvåg, som Danskere måske kan huske fra hans tid som træner for

Bækkelaget håndboldklub, hvor Anja Andersen spillede i sin tid.
Selvom jeg ikke spiller fodbold, synes jeg det er en fantastisk ting,

når det kan lade sig gøre at afholde et sådant arrangement.


Sportsord

Når man siger OL (Olympiske lege) til en Nordmand, så tror hun at du mener Vinter-OL! Så man skal huske at specificere, at det er sommerudgaven man tænker på. Dette er vel meget naturligt, for en nation, som bryster sig af at huse skisportens vugge. (Det skal jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed.)
De fleste sportsgrene og udtryk hedder det samme som på Dansk, men der er nogle få, markante undtag. Her er en lille liste:

Turn  Dette ord var jeg meget mystificeret af, første gang jeg hørte det. Jeg kunne ikke begribe, at det var gymnastik man talte om!
Utfor    Dette betyder styrtløb. Og beskriver vel ganske godt hvad det er for en bevægelse man gør: man sætter udfor i afgrunden, ikkesandt?
Stup Betyder udspring, altså fra vippen i svømmehallen.
Racket  Er en ketcher.
Pasning  Jeg kan ikke nok om fodbold til at vide, om man også kan kalde en aflevering for en pasning i Danmark? På det Norske landshold havde man før i tiden Flo-pasningen, som var en meget lang aflevering, på skrå i længderetningen, til hovedet af tårnhøje Jostein Flo. Selve symbolet på Drillo-stilen, som heldigvis nu er forladt. (Af Norge. Hellas brugte den til at blive Europamestre!(*Gaab*)!)

Forresten hedder en bold ball. Med A som i aldrig.
Bortset fra at Norge jo er ganske dominerende i skisport, så har de også en del af deres triumfer, i mere marginale sportsgrene. Selv finder jeg det morsomt, at de f.eks. har meget gode spillere i sandvolleyball! I Norge har man enkelte sandstrande hist og her, men de fleste steder er det småt med det. Hvor jeg bor ligger der nogle få, små og kunstigt anlagte af slagsen.
Og hvorfor Norge frembringer en sprinter af Thor Hushovds kaliber, mens Danmark producerer fine bjergryttere (Michael Rasmussen f.eks.), må stå hen i det uvisse.

Anti spam

Jeg har været nødt til at aktivere antispamfunktionen i Sprayblogg, fordi min emailkonto blev overfyldt med spam. Det betyder at man afkræves en kode, som står anført i et gråt felt, når man sender en kommentar. Jeg håber ikke at det medfører alt for stor ulejlighed for læserne, og at man bærer over med denne ubelejlighed.
Desuden slår jeg midlertidigt funktionen, hvor jeg får en email med kommentaren, fra. Dette betyder, at hvis man kommenterer på ældre poster, så får man sandsynligvis ikke noget svar. Beklager, men spamidiotien gør det desværre nødvendigt. I hvert fald for en periode.

Hjemme igen

To uger på Fyn, med temmelig køligt vejr. Og herhjemme, på Sotra, er vejret en tro kopi. Lidt surt at rejse til Danmark for at holde sommerferie og så bliver det ikke rigtigt sommer dernede heller.
I år opførte vi os som rigtige Norske turister og havde lejet sommerhus, sammen med gode venner. Det blev færre besøg hos familie og venner end vi havde beregnet, men vi fik da koblet fint af.
Var også en tur i Løveparken i Givskud og der var vejret heldigvis fint. Hold da op hvor det er blevet stort, siden jeg sidst var der - som ung!

Fremskridtspartiet

I Norge lever Fremskridtspartiet i bedste velgående. Det er lykkedes partiets leder, gennem mange år, Carl I Hagen, at holde sammen på de mildt sagt brogede tropper og diverse interne slagsmål har ikke ført til en deling, sådan som det skete i Danmark. Han kvittede sig for nogle år siden med nogle markante, men rabiate, partifæller og har siden søgt mod midten, med fokusering på ældrepolitik og indvandringsspørgsmålet.
En svensk kollega sagde engang, at det er et rigtigt sommerferieparti. Det var på et tidspunkt op til et valg, hvor meningsmålingerne gav FrP tårnhøje stemmeprocenter. "Folk sympatiserer med dem, når de sidder i solen med deres drink. Men når hverdagen begynder igen, så falder mange fra.."
Det stemte nogenlunde, men er (desværre?) nok et parti, som har bred appel.
Netop nu har Hagen skabt røre i andedammen, med ganske krasse udtalelser. Det skal nok give anledning til en del stemmeflytteri.
Fremskridtspartiet er ikke stuerent, i de andre partiers øjne. Så derfor tages de ikke med i regeringen, men er naturligvis en stærk oppositionsfaktor. Selv kunne jeg ikke drømme om at stemme på dem, hvilket næppe kan komme bag på trofaste læsere....

Nyt design på Sprayblogg

Den seneste tid har det ikke været muligt at få tilgang til min weblog. Dette skyldes nedetid i forbindelse med opgradering hos Sprayblogg. De har vist arbejdet på fuld tryk for at få det hele op at køre igen og nu virker det. Heldigvis. Her bag kulisserne er det hele blevet mere overskueligt og brugervenligt. En tak til ildsjælene, som har gjort det muligt!
Man vil bemærke en diskret reklame, her på siden. Den skyldes selvsamme stab, som efterhånden havde fået ondt i økonomien og derfor måtte finde på noget. Jeg håber ikke at mine læsere synes at den skæmmer alt for meget, for jeg synes at det er "greit", så længe det begrænser sig til dettte.

Fingerbøl

Revebjelde
Akkurat på denne tid blomstrer den plante, som jeg forbinder mest med Vestlandet. Foruden fyrretræet, naturligvis. På Norsk kaldes den for Revebjelde og det Danske navn er Fingerbøl. Det systematiske navn er Digitalis, en plante som er giftig og indeholder et stof af samme navn (digitalis), der benyttes som hjertemedicin.

Ordforbistring

For nylig, da jeg skulle købe to softice, fik jeg et sprogligt problem. Den ene gik det fint med, for den skulle være i et bæger. Til min datter forståes. Men den anden, til mig selv, ville jeg have i en vaffel. Damen ved disken så undrende på mig. Så vi tager lige nogle af de udtryk, som kan volde problemer, når man taler med Nordmænd.

Gressløk  Det betyder purløg.
Purreløk Betyder altså netop ikke purløg, men derimod porre.
Purre Kan betyde det samme, men betyder også rykke, som når  man får et rykkerbrev. Det hedder altså et purrebrev,  eller en purring.
Rygge Betyder at bakke. Man rygger bilen, f.eks.
Bakken Betyder jorden, f.eks. når man siger "holde føttene på  bakken..."
Men kan også bruges som på Dansk: "Himmelbjerget er ikke noget bjerg, men en bakke!"

Nåja. Så var der den der vaffel. Det hedder kjeks. Altså kiks. Vafler er dem dér, man bager i sit vaffeljern og spiser med syltetøj og rømme. (Og aldeles ikke med brunost på, som visse Nordmænd ynder!)
Tilgiv fejl og misforståelser, men kom gerne med rettelser, tilføjelser og andre kommentarer.

hits